Om museet

Ribelund Museum

Ribelund har sit eget museum placeret på Ribelund-området. Museet fortæller med billeder, effekter og via kustodernes beretning om tilværelsen og dagligdagen på Ribelund, som blev taget i brug i 1907.

Formålet med museet er at fortælle, hvordan livet formede sig før i tiden på en anstalt med ofte barske vilkår for beboerne. Samtidig er det en skildring af den store og omfattende udvikling, som Ribelund har gennemgået.

Museet er indrettet, så de besøgende får en fornemmelse af historien, bl.a. hvordan en typisk sovestue så ud, og hvordan beboerne før i tiden blev beskæftiget.

Blandt de udstillede genstande er en seng med de karakteristiske fikseringsbælter til fastspænding af meget urolige beboere. Man kan også bese krampekisten, som beboere med epileptiske anfald blev lagt ned i.